En forening med faste rammer, hvor tingene foregår uformelt og fleksibelt. Sådan beskriver Ulla Larsen, formand for bestyrelsen i STIF Salbrovad, sin forening, som vandt Den Fynske Idrætsforenings pris lørdag 20. januar i Odense.
– Det er meget ærefuldt at få prisen og fint at få anerkendelse for vores arbejde, sagde Ulla Larsen fra scenen, da prisen var blevet overrakt. Foreningen får en pengepræmie på 10.000 kr og en skulptur, som får plads i trofæskabet i hallen i Salbrovad.
Bernt Nielsen, formand for bestyrelsen i Fynske Idrætsforbund, lagde i sin tale vægt på frivilliges initiativ og engagement som grundlag for en god idrætsforening, som kan blive et ‘naturligt samlingsssted, uge efter uge, år efter år’.
– Der er rigtig mange foreninger, der driver frivilligt arbejde, så vi er glade for og stolte af prisen, sagde Ulla Larsen til FIF lidt senere på aftenen. Det er et klap på skulderen. Der er rigtig mange ting at gøre med papirarbejde og planlægning af kampe og træning, og vi er kun fem i bestyrelsen.
STIF Salbrovad er en breddeforening med et socialt sigte, der har som mål at samle børn, unge og voksne i lokalsamfundet med sloganet Det skal være sjovt for dig og mig. Der er fem kvinder i bestyrelsen, men det er mest et tilfælde, og Ulla Larsen tror ikke, det betyder det store for arbejdet i klubben.
– Vi tager tingene, som de kommer, og samler op på møder. Vi er dagligt i klubben, og har fordelt ansvaret for idrætsgrenene. Det er ikke styring ovenfra. Jeg svarer på emails, og sender dem videre, og så finder vi ud af, om der er penge eller eller ikke penge.
Nogle af klubbens frivillige bor langt væk, men kommer alligevel tilbage flere gange om ugen. Klubben har medlemmer fra andre steder men især fra lokalområdet nord for Assens med de tre byer Sandager, Turup og Salbrovad.
– Vi sendte nomineringen ind, fordi vi fik en mail fra kommunen. Der var kort frist, men vi synes foreningen har været vigtig i byen. Salbrovad er sådan en by med Brugsen, skolen og hallen, men Brugsen er lukket. Der er 100 elever i skolen og børnehave, og mange af dem er med i klubben. Nogle dage kan de være der efter skole og lave lektier, når der er forældre, der har mulighed for at passe dem.
På den måde er hallen et sted med struktureret sportstræning og også et sted at være efter skole. Foreningen holder også sociale arrangementer i byen, og det er blandt andet det, pengene skal gå til.
– De skal bruges til aktiviteter til medlemmerne, muligheden for flere ture og stævner og fællesspisninger.