Ud over at testamentere sin formue til Fynske Idrætsforbund til løbende uddeling af legater til unge fynske idrætsudøvere ønskede den kendte fynske badmintonleder og radioreporter Jørgen Autzen, der døde i 2023, i sit testamente, at der ved den fynske Sportslørdag skulle uddeles en talentpris til både et kvindeligt og et mandligt fynsk idrætstalent. Når ”Fynske Bank Sportslørdag” løber af stablen lørdag d. 18. januar 2025, vil Jørgen Autzens Talentpris således for første gang blive uddelt til to fynske idrætstalenter, som begge vil modtage et legat på 20.000 kr. samt statuetten “Sejr” af Jens Galschiødt.
Siden 1996 har Fyens Stiftstidende stået bag kåringen af ”Årets Fund”. Men da der er et klart sammenfald med målgruppen for Jørgen Autzens Talentpris, har Fyens Stiftstidende besluttet at give stafetten videre til Fynske Idrætsforbund, således at cykelrytteren Ida Fialla ved Sportslørdag 2023 blev den sidste i rækken, der blev kåret som ”Årets Fund” på Fyn. Fyens Stiftstidende uddeler fortsat prisen Årets Sportsnavn.
Indstillinger til Jørgen Autzens Talentpris
I modsætning til tidligere med nominering af kandidater til Årets Fund, så vil nomineringen til Jørgen Autzens Talentpris ske på baggrund af indstillinger fra den fynske idrætsverden, hvor klubber, unioner og forbund kan indstille kandidater.
Kriterier for indstilling og nominering til Jørgen Autzens Talentpriser er:
- Fynske sportstalenter på 25 år og derunder kan komme i betragtning.
- Indstillingen skal være begrundet og indeholde oplysninger om talentets hidtidige resultater, samt beskrivelse af talentets muligheder og udviklingspotentiale inden for sin idræt.
- Talentet kan både have ydet præstationer såvel individuelt som på hold, hvor internationale resultater vægtes højt.
Blandt de indkomne indstillinger vælger en komite nedsat af Fynske Idrætsforbund 3 nominerede kandidater i hver kategori, som alle bliver inviteret til at deltage i ”Fynske Bank Sportslørdag” 18. januar 2025, hvor vinderen kåres og prisen overrækkes.