Siden 2006 har Fynske Idrætsforbund uddelt en foreningspris, der har haft skiftende navne. Ved Sportlørdag 18. januar 2025 vil en fynsk idrætsforening atter blive hædret, hvor der ud over hædren og æren medfølger en donation på 10.000 kr. Nu har komitéen fundet frem til de tre foreninger blandt de indstillede foreninger, som er nomineret til Fynske Idrætsforbunds Foreningspris og dermed skal efterfølge Ebberup Rideklub, der vandt prisen sidste år. De tre nominerede repræsenterer håndbold, gymnastik og judo er følgende:

Haarby Gymnastikforening - Håndbold - holdfoto med forskellige aldersgrupper.
Haarby Gymnastikforening – Håndbold – holdfoto med forskellige aldersgrupper.

Haarby Idrætsforening – håndbold – favner bredt lige fra ungdomshold for de mindste over turneringshold i forskellige rækker til ”hyggeholdet” for modne kvinder. Klubbens medlemstal er steget 25% inden for de seneste 3-4 år. Integration af unge medlemmer fra seks forskellige lande og af unge med særlige behov vidner om en klub, der sætter både diversitet og det sociale i højsædet som en breddeklub, der ikke kun er synlig i lokalområdet, men også tiltrækker medlemmer fra en række andre byer i Assens kommune.

Munkebjerg Gymnastikforening – GymBold

Munkebjerg Gymnastikforening spænder bredt med seks forskellige discipliner for både børn og unge over sociale hold til elitehold i visse discipliner. Der har været en medlemsfremgang på 30% inden for de sidste 3-4 år, og med sine over 800 medlemmer er den blandt de ti største gymnastikforeninger på Fyn. Klubben har som de eneste på Fyn etableret et elite-teamgym-miljø for drenge, men har generelt mange dygtige gymnaster og har et hold i top-4 herhjemme. Foreningen favner også bredt bl.a. med deres UNIK-gymnastik for skolebørn med særlige behov eller funktionsnedsættelse og med GymBold, som er sidste nye tiltag, hvor man kombinerer gymnastikken med fodbold i et samarbejde med fodboldklubben OKS fra samme lokalområde.

Unge kæmpere fra Svendborg Judo Klub

Svendborg Judo Klub har både ungdomshold i flere aldersgrupper samt voksenhold. De har veluddannede diplomtrænere og fik i 2022 opgraderet deres træningslokaler med nye måtter. Medlemstallet er på få år steget fra 22 til 92, og i dag er klubben den næststørste judoklub på Fyn. De seneste år har klubben gjort en del for integrationen af flygtninge og har medlemmer med rødder i bl.a. Ukraine og Tjetjenien, hvoraf en af disse nu er blevet træner. Nyeste tiltag bliver et hold for kvinder i selvforsvar, hvor klubben samarbejder med det lokale politi.

Kategorier: Nyheder