Frivillige ledere – det er ikke noget problem med ”Den gode bestyrelse”.

Hos Fynske Idrætsforbund får vi tit spørgsmål til bestyrelsesarbejdet, og hvordan man optimerer dette.

Der er mange forskellige tilgange til bestyrelsesarbejde og meget ligger i den enkelte forenings DNA. Det som man kan konstatere er at ”klubejeren”, ham der står i spidsen for en forening i en menneskealder bliver der stadig færre af. Som samfundet og vores hverdag er indrettet kan/vil vi ikke længere ofre al vores fritid i så mange år. Det er ikke kun de unge der ”zapper” væk. De mange fritidstilbud i det hele taget betyder, at også de mere modne som typisk befolker bestyrelsesposterne, har flere interesser (både idrætslige og andre frivillige organisationer), som de gerne vil bruge tid på.

Men vi kan indrette os/vores foreninger så de kan overskue at blive i længere tid.

Et andet problem er rekruttering af de unge til de ledende poster i klubben. For mange unge virker det som en støvet omgang, at skulle sidde sammen med nogle på deres forældres alder og diskutere alt muligt kedeligt og teknisk som måske ikke har den store interesse.

Men også her kan man finde metoder der både motiverer og gør man udnytter de unges engagement. Ikke mindst argumentet om at frivilligt bestyrelsesarbejde pynter på cv´et virker godt.

Det som er det vigtigste er at man laver en organisationsplan, hvor man definerer de enkeltes opgaver. Det være sig opgaverne i bestyrelsen, men også til de faste aktiviteter der er udenfor bestyrelsen. Folk vil rigtigt gerne vide hvad det er de går ind til. Det er for mange lettere at sige nej, når man ikke har en afgrænset opgave. Omvendt er der mange, der rigtigt gerne vil hjælpe til i foreningerne helst med overskuelige opgaver over kortere tid. Der er måske et arrangement der skal afvikles, måske var det en ide at dele opgaverne på lidt flere skuldre?

Det er også tit en god ide, at have en HR ansvarlig, der har overblikket over frivillig ressourcer. Det er nemt at man altid spørger dem der altid siger ja, men skal man ikke drive rovdrift på dem, er det vigtigt at få fordelt opgaverne og der kan en HR ansvarlig være en god ide.

Hos Fynske Idrætsforbund har vi stor erfaring med området. Så har jeres forening brug for inspiration, så kontakt Carsten Lausten (22417520 – konsulent(at)fynske-if.dk), for en snak eller for at aftale et møde, hvor vi kan gennemgå jeres klubs udfordringer.

Kategorier: Nyheder